22. marts 2018

Kenno Pedersen

Læsedirektør 1985-2017

Formandens tale til Kenno Pedersen den 22. marts 2018

Forestil jer, at 2 i øvrigt forskellige mennesker har fødselsdag samme dag og vælger at invitere til fælles fødselsdagsfest. Som gæst vil man gerne, at begge fødselarer glædes lige meget over gaverne - og for at sikre det - må gaverne individualiseres.

Nu har vi jo ikke fødselsdagsfest i aften men vi har 2 brødre, der forlader deres mangeårige bestyrelsesposter.
Og generalforsamlingen har givet Selskabets gave til broder Mogens Fritzbøger.

Du broder, Kenno Pedersen, gjorde i sin tid lynkarriere i selskabet, idet du blev optaget i 1983 og allerede i 1985 blev du valgt ind i bestyrelsen, hvor du påtog dig posten som læsedirektør
- en post, du nu forlader efter 32 år.

Nu er det næppe fornyelsen af abonnement på Helsingør Dagblad, der har taget din tid.
Du har været selskabets arkivar og sikret at bevaringsværdige papirer og protokoller er kommet sikkert i arkiv på Helsingør Bymuseum - Og du har ikke kun lagt arkivalierne ind - du har minsandten også taget dem ud igen og nærstuderet dem - og blandt andet brugt dine studier til at skrive ikke mindre end
2 bøger om Selskabet og dets skiver.

Og skiverne - dem har du passet, som var det dine egne. Du har i frugtbart samarbejde med konservator efter forskellige kriterier udvalgt de skiver, der til enhver tid trængte mest til restaurering, og dermed sikret at fremtidige generationer har de samme smukke skiver at se på, som vi har.

Vore skiver falder i 4 grupper:
De gamle dommerskiver - de mange fuglekongeskiver, hvoraf vi kun mangler den første fra Selskabets første år - nogle få jubilæumsskiver og en enkelt skive i anledning af Genforeningen i 1920 - hvis ophængning jo givet har sammenhæng med, at netop i det år var kong Christian den 10. Selskabets fuglekonge.

Bestyrelsen har besluttet at få skabt en helt ny type skive.

En ÆRES-SKIVE - en skive som på dens første og fremmeste plads vil komme til at bære dit navn og dine gerninger for selskabet.

En skive, der sikrer, at dit navn og dine gerninger ikke kun bevares i annalerne i arkivet, men også i al evighed vil befinde sig her i lokalerne, blandt de skiver du har passet så godt på i så mange år.

Skiven vil få en markant plads i vores lokaler.
En sådan skive har jo en betydelig og noget usikker produktionstid, så hvornår skiven er klar til afsløring vides ikke i dag, men når skiven er klar, vil afsløringen af den ske ved en festlig sammenkomst med broder Kenno Pedersen i centrum.

Så kære Kenno din gave er hermed afsløret, dens detaljer må du spændt vente på.
Og under alle omstændigheder 1000 tak for din indsats for Selskabet.


Mine brødre jeg vil bede Jer sammen med mig foretage en sjældent brugt hyldest her i Selskabet: en stående ovation.

Gunnar Holm
formand